Din kurv

DKK LP-lydighed med Anette

Fra hvalpetræning til Danmarksmesterskaber

For 20 år siden begyndte Anette Lind til hvalpetræning med sin første hund, Dina. Siden har hundetræningen ført til lydighedschampionater, Danmarksmesterskaber og deltagelse på det danske rallylandshold. Her fortæller hun om LP og om glæden ved at træne med sine hunde, Asti og Alba.

“Det skal være sjovt, det skal være legende, og det skal være afvekslende!”

Det begyndte med Dina

Dina var Anettes første hund, og de skulle selvfølgelig til hvalpetræning, så hun kunne lære at gå pænt i snor, sidde og dække. Men hundetræningen voksede på Anette, og snart var de i gang med Dansk Kennel Klubs lydighedsprogram, LP.

Dina var en glad og arbejdsivrig Flat Coated Retriever med et fantastisk energiniveau. I løbet af sine 12 år nåede hun både at deltage i DM og blive Dansk Lydigheds Champion.

I dag har Anette to Labrador Retrievere af jagtlinjer. Der er masser af energi i de to tæver, og Anette synes, at det populære navn “Formel 1” er en rammende beskrivelse af typen.

Asti er stadig fuld af arbejdsglæde

Asti er snart 10 år og “still going strong”. Hun bliver stadig enormt fjollet og hvalpet, når træningstasken kommer frem. Hun er Dansk Lydigheds Champion og opnåede i 2025 en flot 9. plads ved Danmarksmesterskabet i LP3 blandt Danmarks 20 bedste ekvipager i klassen.

I 2019 blev Asti Danmarksmester i rally, og hun har to gange repræsenteret Danmark på det danske rallylandshold. Rally er en anden sportsgren, som Anette også dyrker med begge sine hunde.

Alba er Danmarksmester i DKK LP1

Alba er to år og stadig ung i konkurrenceverdenen. Alligevel har hun i sæsonen 2025–2026 opnået et væld af podiepladser. Resultaterne kvalificerede Anette og Alba til Danmarksmesterskabet 2026, hvor de i august blev Danmarksmestre i lydighed i LP1.

Trods sin unge alder er Alba enormt fokuseret på opgaven. Ekvipagen er nu på vej mod en højere klasse med større krav til både sværhedsgrad og udholdenhed.

Hvad er LP lydighed

Dansk Kennel Klubs lydighedsprogram, LP, består af fem klasser med stigende sværhedsgrad. Programmerne er rettet mod konkurrencer, men man kan sagtens træne færdighederne og øvelserne uden at konkurrere. Mange bliver dog bidt af sporten og får lyst til at prøve kræfter med konkurrencebanen.

LP1 → LP2 → LP3 → Champion → Elite

Sådan kommer du i gang

Dansk Kennel Klub har lokale træningstilbud rundt om i Danmark. På Dansk kennel klubs/DKK’s hjemmeside kan du finde mere information om lydighedstræning og undersøge mulighederne for at komme i gang med din hund.

Sådan udvikler Anette træningen

“Jeg træner på lydighedshold, hvor en dygtig instruktør underviser. Derudover tager jeg på kurser med mine hunde og mødes med træningskammerater. Jeg nyder også bare at gå og finpudse og nørde selv.”

GLÆDEN VED HUNDETRÆNING

De 3 hurtige med Anette

1 Hvad kan du bedst lide ved LP

“Jeg elsker, at opgaverne i LP er så afvekslende. Der er opgaver, hvor hunden skal arbejde selvstændigt og på afstand af sin fører: springe, hente apport, bruge snuden til at søge og løbe rundt om kegler. Det kan være på afstande op til 20 meter.

Der er også opgaver, hvor ekvipagen skal arbejde fokuseret side om side. Hunden skal gå pænt ved siden af sin fører, sætte sig, lægge sig, stå stille og lave vendinger. Det hele foregår både i almindelig gang, løb og helt langsom gang.

I LP er der en spændende og udfordrende progression i klasserne. På den måde er der altid nye mål at sætte sig, og måske når man til den sværeste af de fem klasser: Elite!”

2 Hvad har været din bedste oplevelse

“Jeg er selvfølgelig enormt glad og stolt over vores Danmarksmesterskaber og fine resultater på konkurrencebanerne. Men for mig er de bedste oplevelser, når vi har knoklet for at få styr på en detalje eller en øvelse, og den så lykkes. Så kan jeg næsten ikke være i mig selv, og det mærker hundene!”

3 Hvad holder dig i gang

“For mig er det den enorme glæde ved at få lov til at være sammen med mine hunde, der bærer min lyst til at træne. Det skal være sjovt, det skal være legende, og det skal være afvekslende!

At se mine hundes glæde, når jeg finder træningstasken frem, og se dem stadig elske sporten, også selvom de er blevet lidt grå om snuden, er for mig den største motivation!”


“Så kan jeg næsten ikke være i mig selv, og det mærker hundene!”

Om Anette

A nette Lind har 20 års erfaring med hundetræning og dyrker både LP og rally. Hendes første hund, Dina, blev Dansk Lydigheds Champion. I dag træner og konkurrerer hun med Labrador Retrieverne Asti og Alba. Asti er lydighedschampion og Danmarksmester i rally fra 2019, mens Alba blev Danmarksmester i LP1 i 2026.